Lidt af en sidegevinst

En af de fine, gamle originale opskrifter fra Haandarbejdets Fremme – en raglantrøje model “Agern”, udarbejdet af Gudrun Stig Aagaard i samrbejde med Birgit Nehammer.

Ét er at få styr på nye bøger til de enkelte grupper, noget ganske andet er, når der pludselig viser sig en overraskende sidegevinst. Fx opdagede jeg, under opdateringen af siden med titler fra Håndarbejdets Fremme, at to markante stoftrykkere begge har designet for HF. Det handler om Gudrun Stig Aagaard (1895-1986), der først var uddannet væver og siden stoftrykker med eget trykværksted (1928). Hun samarbejdede med HF i mange år, bl.a. om nogle strikkeopskrifter, hvoraf vi har fået nogle stykker ind fra 1964.

Dertil kommer Ruth Christensen (1918-2007), uddannet i stoftryk ved Kunsthåndværkerskolen i København med afgang i 1950. Hun stod i sin tid for designet til Årets Korssting 1970, hvor temaet var Zoologisk Have. Hun er desuden forfatter til bogen Stoftryk, der findes i gruppen Farve og Tryk. Verden hænger sammen. Herligt.

Bagsiden, forsiden og et af de indvendige kalenderopslag (det er august) fra Haandarbejdets Fremmes årskalender 1970., tegnet af stoftrykker Ruth Christiansen.