Forfatter: Lars Pryds TEX-antik

Master Class i strik – på Knitwork i marts

knitwork-MC-1lt-sf
Er du vild med at strikke?

Så var det måske noget med en Master Class i strik. Lisbeth underviser i hele to af slagsen på Knitwork i København i weekenden 12.-13. marts.

Den første, med overskriften “Kanter, knapper og kulørte lapper” har to instruktører, tre temaer og 100 glade ideer – og der er fokus på gensidig inspiration og idéudvikling. Den anden instruktør er Sys Fredens, som vil være kendt af de fleste med interesse i strik, ikke mindst pga af de mange strikkebøger, Sys har skrevet siden 2003. Lørdag 12/3 kl. 10–16.30.
Se mere og køb billet på knitwork.dk

Søndagens Master Class handler om “Strikkede minitekstiler – en udfordring til det tekstile udtryk”. Her vil Lisbeth dels introducere selve området, der udgør en særlig gruppe inden for international tekstilkunst, dels lægge op til  øvelser, der kan klæde den enkelte deltager på til selv at arbejde med strikkede og hæklede minitekstiler. Søndag 13/3 kl. 10–16.30.
Se mere og køb billet på knitwork.dk

knitwork-MC-2lt

Første stop på TEX-antik’s 2016 Tour: Rødovre og AOH-messen!

I de kommende dage går vi i gang med at pakke bogkasser til at tage med i Rødovre-hallen, når AOH-messen løber af stabelen fredag–søndag den 5.–7. februar. Du kan finde os på Stand 16.1 – nøjagtig samme plads som sidste år – og det bliver en fest! Annoncen herunder kan du se i AOH’s messeavis, som udsendes i ugen op til messen – og selvfølgelig uddeles på selve messen.

Resten af året drager vi ud i landet flere gange. Vi har datoerne på plads for både Tønder, Bornholm og København K – og satser også på at kigge til Glimåkra til oktober. Følg med på vores “kalender-side“, når vi skriver nye festlige dage ind på tour-planen.

TEX-antik_86x100mm_ann2016

Knipling, knytning og orkis-nyt

08_Knipling-knytning-orkis

De fleste tekstile teknikområder har deres egen historie – teknisk og kulturelt. Umiddelbart kan det forekomme lidt fjernt at placere knipling, knytning og orkis i samme emnegruppe, for hvornår er der tale om knuder, fletteteknik eller picot? For sande kendere og udøvere af de enkelte teknikker er der sjældent tvivl – de ved, hvad de leder efter, og de kan genkende hvert enkelt tekniks særpræg på lang afstand.

Under den fælles overskrift er vi ind imellem så heldige at få særlige titler ind til glæde for såvel samlere som eventyrere i de tre teknikker. Johanne Nyrop-Larsens “Knipling efter tegning” (foto herunder) er en sådan sag – godt brugt, men komplet med prikkebreve og arbejdstegninger.

Du finder det hele på tex-antik.dk/knipling-knytning-og-orkis.
God fornøjelse!

08_Nyrop-Larsen-Johanne_Knipling-efter-tegning_

32 nye titler om mode og modens historie

10_mode og historie

Er du også vildt fascineret af mode og modens historie? Så er der guf på hylderne i kategorien “Mode og historie“, der netop har fået tilført hele 32 nye titler – og der var mange i forvejen!

Og der ER virkelig gode bøger imellem. Både gedigne oversigtsværker som de tre bind i serien Danske Dragter: “Moden i 1700-årene – Fra 1690 til 1790” og “Moden 1790-1840“, begge af Ellen Andersen og “Moden 1840-1890” af Viben Bech (regulære moppedrenge på hhv. 316, 250 og 344 sider) – og titler med mere specifikke emner, som fx Colin McDowell’s rigt illustrerede “Diana Style” om Lady Di (1961-1997) og hendes utrolige udvikling rent modemæssigt fra det lidt kluntede til det raffinerede og stilbevidste.

Eller hvad med “Socks & Stockings” – en festlig lille stilhistorie om sokker og strømper, eller Lars Dybdahl og Ida Engholms “Klædt på til skindet” fra 2011 – en ren tour de force gennem modens kultur og æstetik.

Se dem – og mange andre under “Mode og historie“. Godt nytår!

God jul og godt nytår

Kære alle –

tak for et forrygende 2015. Vi har nydt de mange inspirerende mails, samtaler og henvendelser fra jer – lad os holde kontakten. Hylderne bugner, og der er fortsat nye titler på vej ind.

I det nye år er TEX-antik med på Alt om Håndarbejde-messen i Rødovre for tredje gang. AOH-messen finder sted den 5.–7. februar – du kan finde os på samme gode hjørne som sidste år, nemlig på Stand 16.1.

Da Lisbeth fortsat ligger noget underdrejet på grund af sin knæoperation, tjekker den gode vikar også mail mellem jul og nytår, hvis I skulle falde over noget interessant.  Følg opdateringerne her på TEX-antik.dk

Vi ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår!

Godt-nytaar-2016

Godt nyt til samlere – og hæklere

07_Haandarbejdets-Fremme-1

Så er der godt nyt til alle, der samler på de smukke udgivelser fra Haandarbejdets Fremme – uanset om det er de instruktive teknikbøger, de eftertragtede års-kalendre eller sjældne numre af medlemsbladet: Vi har nemlig netop opdateret siden med nye titler.

Samtidig har vi fået fotograferet alle forsiderne – for første gang i dén emnegruppes historie! – så nu er det meget sjovere at gå på opdagelse i de gamle (og nyere) bøger, kalendere og blade. Hvem kan fx. ikke stå for de fem kosakker på forsiden af blad nr. 1 fra 1966-67 (herunder tv) – eller de nænsomt farvelagte sting-tegninger i “Billedbog i korssting”, hvis forside ses øverst (tv).

Find inspiration – og samle-objekter – på Haandarbejdets Fremme

Og så skal vi lige huske at nævne, at vi også har opdateret emnegruppen med HÆKLING med nye titler. Også hér er der god inspiration at finde, både for samlere og almindeligt nysgerrige hæklere. God fornøjelse!

07_Haandarb_frem_Haekling