Category: Nyheder

Glæden ved gamle nyheder

Det er min oplevelse, at stadig flere udøvere af håndarbejde – og det uanset teknikken – efter nogen tid som praktikere bliver nysgerrige i forhold til deres særlige områdes historie. Kniplerne får lyst til at kniple stadig sværere gamle mønstre. Væverne genopdager skønheden i klassiske bindinger og mønstre, mens brodøserne udfordrer hinanden på tværs af alder og udtryk. I de tre grupper, knipling, vævning og broderi arbejder jeg på, hele tiden, at få lagt nye gamle titler ind. God fornøjelse.

På anbefaling

Lige om lidt er vi på vej ind i juli måned, den ultimative feriemåned i Danmark. I den anledning har flere aviser bedt deres kulturskribenter om at anbefale bøger, der fortjener at komme med på ferie. Så hvorfor ikke gribe ideen og foreslå et kig ind i den kreative del af spektret?

Akvarel er en herlig sommerfornøjelse og netop nu er der en del titler, der kan inspirere til at indfange sommerens særlige stemning. Vendes blikket mod de tekstile grupper, er broderi et andet godt sted at starte. For hvem kan ikke lige snige et lille let projekt med i tasken, når turen går til stranden?

I de store formater er tekstilkunst oplagt. Flere af årets store udstillinger er rykket til efteråret, så hvorfor ikke tage lidt forskud på glæderne og nyde nogle af de bedste værker eller kataloger i den gruppe? Vi er her hele sommeren og sender gerne til adresser rundt om i landet. God fornøjelse.

Verdens Bogdag – 25 år

I dag, 23. april, er Verdens Bogdag, indstiftet af UNESCO for 25 år siden. Der var flere formål – ét var at markere alles ret til at lære at læse, et andet at holde fokus på ophavsretten. To tilgange, der om muligt er endnu mere aktuelle i dag. I nogle af verdens mange “bogbyer”, hvis histore går mere end 50 år tilbage, markerer nogle dagen med særlige arrangementer, mens man i Catalonien har skabt en tradition for at give en bog og en rose til en kær ven eller et medlem af familien. I TEX-antik findes roserne nok primært i kategorierne Broderi eller Akvarel, men hvorfor ikke slå et slag inden om nogle af de mere nørdede grupper, som Opslag eller Monografier, hvor der er masser af læsestof. God fornøjelse.

Mønsterglæde smitter

Midt i registreringen af en gammel mønsterbog får jeg pludselig øje på en lille bredbaget kone. Det ser ud som om hun har en fornem hovedbeklædning og at hun i hænderne holder henholdsvis et bæger og et kors. Overkroppen er smal og nederdelen overdådig, mens hendes små fødder stritter kækt ud til hver sin side. Dragthistorie? Nej, et herligt lille korsstingsmotiv fanget af billedkunstneren Holger Kapel (1896-1976).

Ved et nærmere tjek viser det sig, at samme Kapel var en yderst talentfuld og alsidig herre, der ud over gamle korsstingsmønstre var optaget af bl.a. marionetdukker og vævning. Han var i sin tid medstifter af Kunstnersammenslutningen Corner (1932) og formand for Ung dansk Kunst (1941-1946).

De gamle mønstre findes i mange af de klassiske bøger i de to grupper Broderi og Vævning. God fornøjelse.

Kontrasternes tid

I haven har buske og træer deres egen virkelighed. Blomster i mange farver kæmper om opmærksomheden, mens katten tager sin daglige runde for at tjekke, om der skulle være mus at lege med.

Kontrasten er udtalt, når vi tænder for fjernsynet eller tjekker de øvrige medier, hvor aflysning efter aflysning tikker ind. Stemningen er båret af kontraster – bekymring parret med en spæd følelse af åben tid.

Det bliver legalt at sætte sig med en bog – måske for at læse eller for at opleve, hvordan nogle på et tidspunkt har samlet tanker og ideer til det værk, en udgivelse er. I forhold til den lille bogbiks får jeg nu tid til at tjekke grupper som Mode og historie, Kataloger eller Tekstilkunst. Eskapisme – måske – eller bare stilfærdig respekt for de kontraster, der lige nu præger den danske hverdag.

Godt nytår 2020

Jeg holder meget af julen, af at åbne de gamle julekasser og finde ting frem, der hver især rummer en historie eller en erindring.

Men at markere nytåret er noget helt andet. At kigge tilbage, at slå en streg i sandet og så kigge frem. Før i tiden justerede jeg mine honorarsatser ved nytår, siden blev det til et kritisk blik på medlemskaber og velgørende projekter.

I 2019 har der været to store ting at kigge tilbage på – når det gælder bøger. TEX-antik.dk har rundet 10 år, hvilket i sig selv er ret vildt. Og så har vi udgivet bogen Tekstilkunst i Danmark 2008-2018, efter to års intensivt og inspirerende samarbejde med Ulrikka Mokdad og Gina Hedegaard Nielsen. I finder den i gruppen Tekstilkunst.

Nu er det så tid til en stille stund med fokus på 2020. Tekstil står stærkt derude – jeg glæder mig til at følge de mange, der udstiller og eksperimenterer med teknikker som strik, hækling, tryk og broderi – rigtig godt nytår.