Tag: Broderi

Fang farverne …

Jeg er så heldig at have et arbejdsværelse med udsigt til mange løvfældende træer. Netop nu, her sidst i oktober, skifter de farver fra dag til dag – nogle gange kan det opleves, som om det sker fra morgen til aften. Ved det mindste vindpust sendes en lille hvirvelvind af blade ud over græsset, så der dannes overraskende gitre og mønstre.

Når jeg kigger mig omkring på hylderne, får jeg øje på nogle af de bøger, der må være inspireret af netop efterårets farver. Gruppen Farve og tryk er et naturligt førstevalg, men også i Broderi er der nogle gode bud på hvordan farverne kan indfanges. Endelig er der i vores nyeste grupper “Kager, kunst og kærlighed” et godt bud på en efterårssyssel – nemlig Markus Grigos bog om desserter fra Søllerød Kro.

God fornøjelse!

.

Glæden ved gamle nyheder

Det er min oplevelse, at stadig flere udøvere af håndarbejde – og det uanset teknikken – efter nogen tid som praktikere bliver nysgerrige i forhold til deres særlige områdes historie. Kniplerne får lyst til at kniple stadig sværere gamle mønstre. Væverne genopdager skønheden i klassiske bindinger og mønstre, mens brodøserne udfordrer hinanden på tværs af alder og udtryk. I de tre grupper, knipling, vævning og broderi arbejder jeg på, hele tiden, at få lagt nye gamle titler ind. God fornøjelse.

På anbefaling

Lige om lidt er vi på vej ind i juli måned, den ultimative feriemåned i Danmark. I den anledning har flere aviser bedt deres kulturskribenter om at anbefale bøger, der fortjener at komme med på ferie. Så hvorfor ikke gribe ideen og foreslå et kig ind i den kreative del af spektret?

Akvarel er en herlig sommerfornøjelse og netop nu er der en del titler, der kan inspirere til at indfange sommerens særlige stemning. Vendes blikket mod de tekstile grupper, er broderi et andet godt sted at starte. For hvem kan ikke lige snige et lille let projekt med i tasken, når turen går til stranden?

I de store formater er tekstilkunst oplagt. Flere af årets store udstillinger er rykket til efteråret, så hvorfor ikke tage lidt forskud på glæderne og nyde nogle af de bedste værker eller kataloger i den gruppe? Vi er her hele sommeren og sender gerne til adresser rundt om i landet. God fornøjelse.

Bøger skal kunne mærkes

Forleden fik jeg en efterspørgsel på en bog, der for længst er udsolgt fra forlaget. Sjovt nok findes den i en e-bogsudgave, men som min kunde skrev, “en bog skal kunne mærkes”. Jeg kan ikke være mere enig – har tidligere diskuteret emnet med andre, der med glæde bruger såvel trykte bøger som e-bøger og små instruktionsfilm på nettet. Mon ikke virkeligheden fremover bliver, at de forskellige typer findes side om side og bruges fleksibelt ?

Efter en lang periode med andre opgaver er jeg nu tilbage ved tasterne og kan fortælle, at der er nye titler i grupperne med Mode og historie, Strikning og Broderi. Emnegruppen Diverse teknikker er som altid lidt af et skatkammer – her findes fx de fleste julebøger. God fornøjelse.

Håndarbejdets Fremme – på vej mod de 90…

Så er der nyt i emnegruppen med udgivelser fra Haandarbejdets Fremme – blandt andet en stribe kalendere, som vi ikke tidligere har haft hos TEX-antik. I skrivende stund nærmer vi 2018 – hvor det er 90 år siden, at Selskabet til Haandarbejdets Fremme blev stiftet. Historien bag findes blandt andet i Anne Marie Petersens smukke bog: “60 år i tråd med tiden under tre dronninger” fra 1988. Vi tager forskud på jubilæet, sjovt nok med 89 titler i gruppen – måske vi når at runde de 90 inden længe. God fornøjelse.

 

Kunsthåndværk på flere hylder

Så er der endnu en gang kunsthåndværkermarked på Frue Plads i København, arr. af Danske Kunsthåndværkere og Designere. Denne gang i en ny opstilling pga gravearbejde foran universitetet, men ikke desto mindre med deltagelse af flere end 100 aktive kunsthåndværkere fra hele landet. Flot tradition, der går tilbage til 1983. Markedet på Frue Plads åbnede i torsdags og lukker i dag lørdag kl. 16.

TEX-antik sender en hilsen til de aktivt udøvende på Frue Plads og minder om, at vi har bøger om kunsthåndværk og med kunsthåndværkere i flere grupper. Tjek fx kategorierne broderi, tekstilkunst og vævning. Mens der i de 17 tekstile grupper primært er delt op efter teknik, er der i vores K-grupper også masser af titler om kunsthåndværk af mange slags i fx monografier, kataloger samt selvfølgelig i gruppen – kunsthåndværk. God fornøjelse!