Tag: Broderi

For enden af regnbuen…

01_HH_faellesbillede

Midt i det noget blandede sommervejr blev der tid til at gennemgå en god stak gamle mapper i ringbind og med plastomslag. De viste sig at rumme en skat af dimensioner, når det kommer til Broderi. Der var tale om de modelhæfter, som Foreningen Højskolernes Håndarbejde udgav i perioden fra først i 1950’erne og omkring tyve år frem. I hvert hæfte er der omkring 50 modeller, designet af tidens markante navne suppleret med studiearbejder af elever og kursister fra henholdsvis Husflidshøjskolen i Kerteminde og Engelsholm Håndarbejdskole. Desuden er der enkelte modeller tegnet og afprøvet af andre dygtige håndarbejdsfolk rundt om i landet.

De grønne ringhæfter udgør grundstammen i samlingen, de blå tæller emner velegnet til omsorgs- og beskæftigelsesarbejde, kyndigt udvalgt af Grete Krøncke og Charlotte Rud, mens de røde ringhæfter er fyldt med forslag til arbejder, der kan udføres af børn eller bruges i undervisning. Der er masser af håndarbejdshistorie i de mange ringbind, men også nogle stilmæssigt ret skønne ting fra en af de gyldne perioder i dansk design. Mange af modellerne, til fx puder, tehætter og duge, vil passe godt ind i tidens retro-interiører. Med sådan et fund er det altså bare ret sjovt at være bog-bestyrer i den lille bog-biks 🙂

NB! Udover HH-fundet er der i Broderi også rigtig mange andre nye titler. God fornøjelse.

Flamingo-positionen kræver sin kvinde

flamingo_dreamstime_m_29016097

Der er gået rigtig lang tid, siden jeg sidst skrev et indlæg her på siden. Det skyldes noget så banalt, som at jeg har fået et nyt knæ – selvom det mere opleves som en ny knastaksel. Det har selvfølgelig krævet en del af den læge, der opererede, men det krævede også noget af såvel knæ som ny ejermand.

Men i dag var der forår i luften, og for ikke at stakken af nye bøger helt skulle skjule for udsigten, tog jeg i al stilfærdighed hul på at tjekke broderihylden. Efter en times tid gik der flamingo i den. Jeg følte mig kogende lyserød i ansigtet, i takt med at det nye led blev bøjet og underbenet trukket op på en dertil placeret stol. Efter fire-en-halv måned med et nyt knæ havde jeg drømt om at kunne danse flamenco for fuld udblæsning, men indtil videre er jeg altså bare nået til flamingo-positionen. Det gode ved det hele er, at der er ro til at nyde nogle af de bøger, jeg “genopdagede” med stor glæde.

(Foto: Dreamstime)

Broderi er bare størst

01_tre-nye-broderi-nov-2015

Med 122 titler er Broderi nu den suverænt største gruppe på TEX-antik. Siden med broderi-bøger netop opdateret – og der er flere spændende nyheder, deriblandt de tre på billedet herover:

Fra venstre er det Pia Bates og Kristina Blixt’s “Broderi – Lust och välbehag”, en skøn inspirationsbog til frit broderi; Mary Thomas’s 234 siders klassiker “Dictionary of Embroidery Stitches” hvori broderistingene forklares grundigt i både tekst og tegning; samt “Eva’s Broderibog” af Lis Paludan – en herlig idébog med udgangspunkt i børns egne tegninger. Og der er mange mange flere – find dem allesammen på tex-antik.dk/broderi

Lars er stand-in som butiksbestyrer
Lisbeth har efter veloverstået operation fået et nyt knæ, så Lars (det er mig på billedet herunder) er blevet forfremmet fra roadie og slæber af tunge bogkasser til i den kommende tid simpelthen at “passe butikken”. Jeg glæder mig til at høre fra jer og vil efter bedste evne svare på jeres mails, pakke og sende bestillinger, opdatere hjemmesiden, rydde op på lageret og hvad der ellers falder for.

God weekend!

lars-tex-antik-nov-2015
Lars Pryds, grafisk designer og vikarierende TEX-antik-bestyrer.

Nyt fra broderi-fronten

Broderi-gruppen er en af de største på TEX-antik. Hele 121 bøger har vi i denne kategori – og 27 nye titler er netop føjet til listen i dag. Der er både klassikere som Gudrun Andresens Bondesyninger på lærred eller Lis Paludans Broderi i farver og små perler i den billige ende som fx Ida-Merete Erlandsens Tivoli i Korssting (12 s + 37 tavler) – en fin lille mønstersamling med 19 motiver inspireret af det gamle Tivoli, der kan blive din for en tyver.

Herunder et par af de nye titler på listen – find dem og alle de andre broderibøger på tex-antik.dk/broderi

God fornøjelse!

01_Lotzbeck-Harboesgaard_Kniplingssyning-fra-Hedeboegnen_

01_Olris_Modern-Border-Design_

01_Paludan_Broderier-i-farver_

Bettina Andersen: “Berusende Broderi”

Forsiden af Bettina Andersen: "Berusende Broderi", udk. 2015 på Brodøsens Forlag. Design: Lars Pryds. Forsidefoto: Ole Akhøj.

Det er med stor fornøjelse vi kan fortælle, at vi har et lille oplag af brodøsen Bettina Andersens nyeste bog, Berusende Broderi, til salg i TEX-antik. Bogen udkom den 1. juni og det ER vitterligt en berusende oplevelse at bladre i bogen, der er en grundbog i frit broderi.

Bettina Andersen præsenterer sting og teknikker til både hånd- og maskinbroderi; du kan læse om komposition og farver – og endelig er der masser af inspiration at hente i de mange flotte billeder, de fleste fotograferet af Ole Akhøj. Et helt afsnit er afsat til at vise eksempler på arbejder af syv fremtrædende danske brodøser.

Bogens afsluttende kapitel har overskriften “Brodøsens Bekendelser” og er Bettina Andersens helt personlige tanker og fortællinger fra et liv med broderi.

Smugkig i bogen herunder og bestil dit eget eksemplar nu.

Se og køb TEX-antiks mange andre bøger om broderi her.

Bettina Andersen:
Berusende Broderi – En grundbog i frit broderi. Teknik · Komposition · Farver
116 sider + omslag med flapper, format: 27 x 21 cm
150 illustrationer (heraf 107 i farver).
Fotos: Ole Akhøj, Bettina Andersen m.fl.
Grafisk design: Lars Pryds
ISBN 978-87-997636-1-0
Pris DKK 298,- + forsendelse

Berusende Broderi side 14-15

Berusende Broderi side 26-27

Berusende Broderi side 42-43

Berusende Broderi side 52-53

Berusende Broderi side 64-65

Berusende Broderi side 102-103 – Brodøsens bekendelser