Kategori: Nyheder

Tre emnegrupper med nyt – og så ses vi vel på AOH-messen?

Kære venner af TEX-antik – rigtig godt nytår!

Så kom vi i gang med 2017 – og vi har åbnet det nye år med at lægge nye titler ind i hele tre kategorier: Smykker og perler, Opslag og undervisning samt Livsstil og bolig. Herover er en håndfuld af de nye titler – fra Tricia Guilds indretningsklassiker “FARVER” over Gitte Helles “Containerjuveler” til Marie Højmars charmerende serie af håndarbejdsbøger fra slutningen af 1940erne med et bind til hvert klassetrin. Vi har nu til 3., 4., 5., 6., 7., samt afgangsklasserne – en fin lille samling!

Sæt i øvrigt kryds i kalenderen ud for den 3.–5. februar – her har vi atter en stand på AOH-messen i Rødovrehallen – Danmarks store håndarbejdsmesse med over 100 deltagere. Vi har samme stand som de foregående to år – nemlig nummer 16.1.

På gensyn i Rødovre!

Nyt på strikke- og hæklehylderne

14_strikkeboeger-december-2016_

Det er lige nu koldt nok til, at strikkede huer, vanter, strømper og pandebånd giver mening – og sådan en titel har vi nu i gruppen med strikkebøger. Listen er netop opdateret – og blandt de nye titler er fx Helga Isagers “Strikketøj” og Mary Walker Philips’ klassiker om “Kreativ strikning“. Eller hvad med at være i god tid og drømme lidt om sol og sommer med Katrine Wohllebes spritnye “SAND – strik med inspiration fra stranden“?

Der er nok at dykke ned i på www.tex-antik.dk/strik – god fornøjelse!

Og pssst! – hvis ikke du har set det, så har vi også lagt nye bøger op om HÆKLING – dem finder du her: www.tex-antik.dk/haekling

Nye titler om farve, tryk, filt, fibre og uld

0405_farve-filt

Så har vi opdateret endnu et par emnegrupper med nye titler:

I Farve og tryk har vi nu fx. Andreas Kornerups lille effektive bog om farvelære: “Om opfattelse af farver” og Ila Kellers personligt fortællende “Batik. The Art and Craft”– med introduktion til batikkens historie og nyere batikteknikker.

Under Filt, fibre og uld kan du nu finde Poul Sterm’s klassiker “Textil: Metervarer” i to forskellige udgaver (fx 1937-udgaven med 53 originale stofprøver!) foruden hans to-binds “Textilbogen: Håndbog i textil varekundskab“, der ses midten på billedet herover – et rent fund på mere end 1000 sider med viden om alle former for tekstiler og hvordan man behandler og bevarer dem.

Og derudover er der jo masser af andre gode sager – rigtig god fornøjelse blandt farver og fibre!

Gør gavetid til bogtid

dukker-bamser_12-2016

Så har det været første søndag i advent og lige om lidt skal kalenderlyset tændes for første gang. Det er en hyggelig tid på året og utrolig velegnet til at hygge sig med bøger. Vi har taget et ordentligt tjek på hylderne og pludselig dukker der titler op, der kan opleves med helt friske øjne. Det gælder fx Dukker og bamser, der lever deres eget spøjse liv, og ikke mindst Mode og historie, der lige nu er den absolut største emnegruppe med ikke mindre end 160 titler – her har vi netop føjet omkring 50 nye titler til listen!

Jeg har en svaghed for tekstilbøger, hvor dygtigt håndværk følges af en god historie. Hvor sammenhængen til tidligere tider fastholdes og hvor det giver mening at et særligt udtryk, en modedille eller en teknisk udvikling fandt sted på den tid, de gjorde. I det lys bliver det vedkommende at gøre gavetid til bogtid. Og der er nok at tage fat på i samtlige 32 emnegrupper.

God fornøjelse og glædelig december!

mode-hist_12-2016

Tekstile titler – også på Bogforum

tre-bogforum

TEX-antik.dk kan med lidt god vilje ses som en fræk lillesøster i det værkstedsfællesskab, der udgøres af Tolstrup Pryds Grafisk Tegnestue og Forlaget på Tredje. I løbet af 2016 har vi været af sted med bogkurvene ikke mindre end seks gange – en regulær road tour – med afstikkere til bl.a. Tønder, Bornholm og Glimåkra. Nu gælder det “de to gamle”, tegnestuen og forlaget, der i fra i morgen fredag den 11. november og til og med søndag er at finde på stand C1-002A på BogForum i BellaCenter i København. Se billeder mm. fra forberedelserne på tolstruppryds.com/blog

Flere af de titler, vi har med på BogForum, fås selvfølgelig også i TEX-antik.dk men fokus de kommende dage er på nye bøger og grafiske opgaver inden for de felter, vi arbejder med. Kunst, kunsthåndværk og tekstil i kombination med fagblade og individuelle grafiske opgaver. Faglige bøger skabt i respekt og med professionel stolthed. Vi ses.

bogforum-logo

Kender du… ?

tre-boeger-okt16

Sådan starter mange henvendelser til TEX-antik. Nogle gange gælder det en forfatter, andre gange en titel og ganske ofte et emne, der enten har flere betegnelser, eller som kun er omtalt i et enkelt kapitel i en større bog. Så går der skattejagt i den. Ind imellem har jeg en erindring om en særlig illustration, der kan hjælpe på vej, andre gange må Tante Google give en hånd og ganske ofte går det ud over det tekstile netværk – hvor jeg efterhånden kender mange, der er lige så optaget af specielle emner som jeg selv.

Sådanne dage er det sjovt at slå et par cirkelslag i det lille antikvariat, der efterhånden har rundet 1.500 titler fordelt på 17 tekstile emnegrupper og 15 K-grupper. Sidstnævnte dækker kunst, kunsthåndværk og design. Længe leve skattejagten.

Bøgerne herover finder du i hhv. (fra venstre) Livsstil og bolig, Smykker og perler, samt Tekstilkunst