Knipling, knytning og orkis er godt nok en af de mindre emnegrupper på TEX-antik (der er p.t. 32 titler) – men det er til gengæld en af de mere inspirerende! Vi har netop fået 14 nye bøger ind på listen. Blandt dem nogle meget fine udgaver af kniplings-mønstersamlinger fra 1920erne og et par gedigne grundbøger, hvis det er tid at lære en ny teknik fra bunden. Se dem på tex-antik.dk/knipling-knytning-og-orkis/
Nyt på strikke- og hæklehylderne
Det er lige nu koldt nok til, at strikkede huer, vanter, strømper og pandebånd giver mening – og sådan en titel har vi nu i gruppen med strikkebøger. Listen er netop opdateret – og blandt de nye titler er fx Helga Isagers “Strikketøj” og Mary Walker Philips’ klassiker om “Kreativ strikning“. Eller hvad med at være i god tid og drømme lidt om sol og sommer med Katrine Wohllebes spritnye “SAND – strik med inspiration fra stranden“?
Der er nok at dykke ned i på www.tex-antik.dk/strik – god fornøjelse!
Og pssst! – hvis ikke du har set det, så har vi også lagt nye bøger op om HÆKLING – dem finder du her: www.tex-antik.dk/haekling
Nye titler om farve, tryk, filt, fibre og uld
Så har vi opdateret endnu et par emnegrupper med nye titler:
I Farve og tryk har vi nu fx. Andreas Kornerups lille effektive bog om farvelære: “Om opfattelse af farver” og Ila Kellers personligt fortællende “Batik. The Art and Craft”– med introduktion til batikkens historie og nyere batikteknikker.
Under Filt, fibre og uld kan du nu finde Poul Sterm’s klassiker “Textil: Metervarer” i to forskellige udgaver (fx 1937-udgaven med 53 originale stofprøver!) foruden hans to-binds “Textilbogen: Håndbog i textil varekundskab“, der ses midten på billedet herover – et rent fund på mere end 1000 sider med viden om alle former for tekstiler og hvordan man behandler og bevarer dem.
Og derudover er der jo masser af andre gode sager – rigtig god fornøjelse blandt farver og fibre!
Gør gavetid til bogtid
Så har det været første søndag i advent og lige om lidt skal kalenderlyset tændes for første gang. Det er en hyggelig tid på året og utrolig velegnet til at hygge sig med bøger. Vi har taget et ordentligt tjek på hylderne og pludselig dukker der titler op, der kan opleves med helt friske øjne. Det gælder fx Dukker og bamser, der lever deres eget spøjse liv, og ikke mindst Mode og historie, der lige nu er den absolut største emnegruppe med ikke mindre end 160 titler – her har vi netop føjet omkring 50 nye titler til listen!
Jeg har en svaghed for tekstilbøger, hvor dygtigt håndværk følges af en god historie. Hvor sammenhængen til tidligere tider fastholdes og hvor det giver mening at et særligt udtryk, en modedille eller en teknisk udvikling fandt sted på den tid, de gjorde. I det lys bliver det vedkommende at gøre gavetid til bogtid. Og der er nok at tage fat på i samtlige 32 emnegrupper.
God fornøjelse og glædelig december!
Tekstile titler – også på Bogforum
TEX-antik.dk kan med lidt god vilje ses som en fræk lillesøster i det værkstedsfællesskab, der udgøres af Tolstrup Pryds Grafisk Tegnestue og Forlaget på Tredje. I løbet af 2016 har vi været af sted med bogkurvene ikke mindre end seks gange – en regulær road tour – med afstikkere til bl.a. Tønder, Bornholm og Glimåkra. Nu gælder det “de to gamle”, tegnestuen og forlaget, der i fra i morgen fredag den 11. november og til og med søndag er at finde på stand C1-002A på BogForum i BellaCenter i København. Se billeder mm. fra forberedelserne på tolstruppryds.com/blog
Flere af de titler, vi har med på BogForum, fås selvfølgelig også i TEX-antik.dk men fokus de kommende dage er på nye bøger og grafiske opgaver inden for de felter, vi arbejder med. Kunst, kunsthåndværk og tekstil i kombination med fagblade og individuelle grafiske opgaver. Faglige bøger skabt i respekt og med professionel stolthed. Vi ses.
TEX-antik på Glimåkra Vävdagar 2016
Så er TEX-antik atter draget ud på landevejen. De kommende tre dage er vi i Glimåkra i Skåne, små 170 km fra København, og har installeret de mobile bog-kurve, klar til endnu en omgang “Glimåkra Vävdagar”. Det er imponerende 33. år i træk, denne fagmesse for væveinteresserede afholdes i byen – og det er tredje gang TEX-antik er med.
Ud over udstillinger på Svenska VävstolsMuseet (som er officiel arrangør) og mange andre steder i byen er der masser af inspiration at få og materialer at købe på de to adresser, hvor selve messen holder til: I Folkets Park og i Företagshotellet, med 14 udstillere hvert sted. TEX-antik finder du i Företagshotellet, i godt selskab med bl.a. Gladeholm Design, Systrarna Karlsson og Vävkompaniet – foruden en elevudstilling fra textillinjen på Önnestads folkhögskola.
Åbningstider:
Torsdag–fredag 27.–28. oktober 10–17
Lørdag 29. oktober 10–15.
– Og jo, det kan snildt nås i bil fra Danmark på en dag – ellers er Skåne altså gyldenbrun og ganske efterårssmuk for tiden og klart en overnatning værd. Måske ses vi i Glimåkra?
Se mere på vavmuseum.se
– eller hent det samlede program som PDF