Dagene omkring årsskiftet rummer for mig deres helt egen stemning. For mange år siden gav de bl.a. anledning til fastsættelse af nye honorarer på freelance-listen, mens de gennem de senere år mere er blevet en form for eftertænksom erindringsbobbel. I den sammenhæng synes jeg det er lidt sjovt at gense forsiden på Grovere Håndarbejder fra serien Kreativ Fritid, som jeg tilbage i 1970’erne oversatte og bearbejdede på forlaget Lademann (findes i gruppen Diverse Teknikker). Jeg husker endnu grafikerens glimt i øjet, da han fortalte, at med den titel skulle jeg da være på forsiden.
Til min store glæde er der fortsat stor interesse for de tekstile arbejdsformer. Det giver nogle hyggelige mails fra nær og fjern. Så trods de ofte store fysiske afstande, fornemmer jeg et særligt fællesskab, når det gælder håndarbejde. Et af de mere konkrete er beskrevet i den skønne bog Kaffeslabberas, der fortæller historien om et særligt samarbejde mellem en flok designere og en strikkegruppe (se gruppen Strik). Modsætningen er det vegeterende håndarbejde, af mange oplevet når de broderer. Uanset vinklen og teknikken kan håndarbejde noget helt særligt.
Mange hilsner og rigtig godt nytår
fra Lisbeth