Tag: AOH messen

Gør et kup – enhedspris 10,- kr. i Livsstil og bolig

Mange bøger er altid godt nyt her i huset. Men ind imellem knager hylderne, og så er det på tide at få ryddet op i en af grupperne. Denne gang har vi fokus på Livsstil og bolig, hvor alle titler er sat ned til en enhedspris på 10,- kr. uanset førpris. Tilbuddet kører måneden ud og afsluttes ved AOH – Alt om Håndarbejde messen i Rødovrehallen den 2.-4. februar 2018.

KLIK HER og gør et kup – i Livsstil og Bolig

God fornøjelse!

Tourplanen for 2018 er klar

Kære alle –

rigtigt godt nytår, og tak for et forrygende 2017. Her ved årsskiftet har vi opdateret oversigten over de messer, foredrag og arrangementer, vi deltager i henover 2018 – og der skal nok komme flere til!
Se “tour-planen” på tex-antik.dk/tour

Første stop er den årlige AOH – Alt om Håndarbejde-messe i Rødovrehallen den 2.–4. februar – så sæt allerede nu kryds i kalenderen. Håber vi ses!

Mange hilsner
Lisbeth

Igen i år finder du os på AOH-messen på stand 16.1

På vej til AOH – med bøger og beklædning

Kimono i grafisk print. Viskose, råhvid og sort. Design: Eva Pryds, årets gæsteudstiller hos TEX-antik på AOH-messen i Rødovre-hallen den 3.–5. februar.

Så er vi ved at være klar til årets store håndarbejdsbegivenhed – AOH-messen i Rødovrehallen. Vi har fundet et rent overflødighedshorn af gode bøger frem til jer, og der er med garanti masser af titler iblandt, som ikke har været med i kurvene tidligere.

Som noget nyt har vi i år en gæsteudstiller – beklædningsdesigner Eva Pryds, som netop har lanceret ny hjemmeside: evapryds.dk med håndsyede produkter i eget design. Eva arbejder, sammen med TEX-antiks egen Lisbeth, i øjeblikket på en ny strikkebog. På messen viser vi bl.a. Eva’s smukke og meget grafiske kimonoer (en af dem ses herover), og hun vil selv være til stede på standen det meste af søndagen, nemlig fra ca. kl. 13.00. Og jo – den er god nok, Eva er vores ældste datter 🙂

Du finder TEX-antiks bogkurve og Eva’s kimonoer på stand nr. 16.1 – den samme, som vi har haft de to foregående år. AOH-messen er åben 3.-5. februar, fredag og lørdag kl. 10–17, søndag kl.10–16. På gensyn i Rødovre!

TEX-antik’s “stamplads” på AOH-messen: Stand nr. 16.1 – vi ses dér!

PS. På en eller anden måde fik vi torsdag vistnok sendt et password-beskyttet test-indlæg ud til jer alle – glem bare alt om det. Vi beklager forstyrrelsen, men det var en dum fejl fra webmasteren, den klovn 🙁

Tre emnegrupper med nyt – og så ses vi vel på AOH-messen?

Kære venner af TEX-antik – rigtig godt nytår!

Så kom vi i gang med 2017 – og vi har åbnet det nye år med at lægge nye titler ind i hele tre kategorier: Smykker og perler, Opslag og undervisning samt Livsstil og bolig. Herover er en håndfuld af de nye titler – fra Tricia Guilds indretningsklassiker “FARVER” over Gitte Helles “Containerjuveler” til Marie Højmars charmerende serie af håndarbejdsbøger fra slutningen af 1940erne med et bind til hvert klassetrin. Vi har nu til 3., 4., 5., 6., 7., samt afgangsklasserne – en fin lille samling!

Sæt i øvrigt kryds i kalenderen ud for den 3.–5. februar – her har vi atter en stand på AOH-messen i Rødovrehallen – Danmarks store håndarbejdsmesse med over 100 deltagere. Vi har samme stand som de foregående to år – nemlig nummer 16.1.

På gensyn i Rødovre!

Første stop på TEX-antik’s 2016 Tour: Rødovre og AOH-messen!

I de kommende dage går vi i gang med at pakke bogkasser til at tage med i Rødovre-hallen, når AOH-messen løber af stabelen fredag–søndag den 5.–7. februar. Du kan finde os på Stand 16.1 – nøjagtig samme plads som sidste år – og det bliver en fest! Annoncen herunder kan du se i AOH’s messeavis, som udsendes i ugen op til messen – og selvfølgelig uddeles på selve messen.

Resten af året drager vi ud i landet flere gange. Vi har datoerne på plads for både Tønder, Bornholm og København K – og satser også på at kigge til Glimåkra til oktober. Følg med på vores “kalender-side“, når vi skriver nye festlige dage ind på tour-planen.

TEX-antik_86x100mm_ann2016

TEX-antik på Fiberfest i Ry

Plakat_FiberFest

Så drager TEX-antik endnu en gang ud på landevejen. Lørdag den 7. marts har vi en stand på Fiberfest 2015 i Ry – en dag med 20 stande, 12 workshops, en førsteklasses café og 100% hygge, som det hedder i præsentationen på arrangementets hjemmeside fiberfest.blogspot.dk

Vi har pakket en halv snes kasser med det bedste fra reolerne og håber at se mange besøgende på Mølleskolen i Ry på lørdag kl. 9–17. Der er gratis entré hele dagen. Lisbeth er desuden instruktør på en workshop om formiddagen med titlen “Fridas farver – omsat til tekstile smykker” – med udgangspunkt i hendes seneste bog “Tekstile smykker“. Se mere om workshoppen og tilmeld dig, inden det er for sent, på fiberfest.blogspot.dk

Det er første gang, TEX-antik er med på Fiberfesten, så billederne herunder er fra vores stand på årets AOH-messe i Rødovrehallen den 30. januar til 1. februar i år. Tak til alle jer, der kiggede forbi ved dén lejlighed. På gensyn i Ry!

AOHmessen2015_2796-lo

AOHmessen2015_2755-lo