Vi samlere …

“Vi samlere har mange glæder” lyder et gammelt mundheld. Og da jeg for nylig faldt over en skøn bog om materialet bakelit, opfundet i 1909 og udviklet til vidt forskellige anvendelser, bl.a. smykker og perler, med en ganske særlig blomstringstid fra 1933-41, kom jeg til at tænke på det med glæderne. For hvor er det sjovt, når det lykkes. En af mine trofaste kunder her i TEX-antik samler på kalendrene fra Haandarbejdets Fremme, en anden samler på udgivelser fra FiberFeber og en helt tredje er altid på udkig efter bøger om porcelænsdukker. Ud over bøgerne kan det såmænd også være de virkelige tekstiler, det handler om. Designertøj fra 1930’erne, broderede katte fra 1940’erne eller smocksyet dukketøj fra 1950’erne, for blot at nævne nogle eksempler.

Mere jordnært skal lyde en invitation til Fiber Fest i Ry, lørdag den 7. marts kl. 9-17. Jeg har sagt ja til at holde en workshop med udgangspunkt i Frida Kahlos farver krydret med ideer fra min nye bog “Tekstile Smykker“, ligesom vi vil være klar med fyldte bogkurve fra TEX-antik. Se mere på fiberfest.blogspot.dk

Mange lyse samlerhilsner
fra Lisbeth

dukkeboegerSamler du på dukkebøger? Kig ind under kategorien “Dukker og bamser” på TEX-antik.