01
maj 18

Traditionsrig strik i ny bog

Strikker og tekstilforsker Lita Rosing-Schow har i mere end ti år arbejdet med at analysere strikkede mønstre rundt om i verden. Særligt har hun været optaget af mønstrene på nogle af de lange uldne strømper, der blev hjembragt til Europa af forskellige ekspeditioner sidst i 1800-tallet. Nu er resultatet landet fra bogtrykkeren. Så som en særlig nyhed kan vi præsentere den helt nye Strik fra Verdens Tag / Knitting from the Pamirs (find den under Strik) – du er også velkommen til at smugkigge på www.fp3.dk, Forlaget på Tredjes egen hjemmeside. Den nye bog er samtidig en kærkommen lejlighed til at få styr på strikkebøgerne i TEX-antik, hvor vi nu glæder os over endnu et spændende udvalg i denne klassiske genre. God fornøjelse.


12
mar 18

Vis mig din bogreol …

… og jeg får chancen for at gætte på, hvem du er. Ret sjovt at tænke sig, at sådan en flok bogrygge kan fortælle en historie. Når jeg tuller rundt blandt lagerreolerne i TEX-antik.dk har jeg altid en god fornemmelse af at være i godt selskab. Her er tidstypiske opskrifter fx i grupperne med Strikning eller Tøj og sy; der afsløres år med passioneret forskning, hvis jeg dykker ned i Mode og historie – og skæve ideer, når jeg nærlæser overskrifterne i Diverse teknikker, hvor der blandt andet gemmer sig lidt ideer til påsketing. Om alle de mange bøger fortæller noget om mig – ud over et uhelbredeligt tekstilt samlergen – må være op til jer at vurdere. God fornøjelse.


15
nov 17

Er du med på moden?

Det kan godt være, det er længe siden vi har sendt nyt ud her fra TEX-antik, men det betyder ikke, at tiden er gået i stå. Vi har fx netop opdateret gruppen Mode og historie med en lang stribe fine titler – nye er bl.a. en super flot bog med Issey Miyake‘s kollektioner og Moden gennem tiderne – Set i Kulturhistoriens spejl, en velskrevet introduktion til moden fra det gamle Ægypten og frem til 1950’erne.

Og så forstår vi simpelthen ikke, at der ikke er nogen der forlængst har bestilt Ida Engholm og Lars Dybdahls Klædt på til skindet – Modens kultur og æstetik fra 2011 – en sand tour de force gennem med fokus på tiden efter anden verdenskrig. Vi har ét – rigtig pænt! – eksemplar tilbage.

Og nå ja – der er også føjet et par nye titler til i STRIK-gruppen – bl.a. Vibeke Linds Strik på maskine og i hånden. God fornøjelse!


19
okt 17

En enkelt annonce…

Det er ikke så tit vi gør det – men her kommer altså en annonce. Der er endnu pladser på kurset: “Beregn din egen model i håndstrik“, som afholdes på Biblioteket, Rentemestervej 76 i København fredag den 20. og lørdag den 21. oktober. Stedet er forrygende, det tekstile værksted unikt og Hanne Pjedsted en instruktør i særklasse. (Deltagelse bestilles via billetto.dk) Og når I nu alligevel er her, så har vi som vanligt et herligt udvalg af strikkebøger – tjek dem gerne ud. God fornøjelse.


03
aug 17

Strik-september lige om hjørnet

Det er ret sjovt, som september efterhånden har udviklet sig til lidt af en strikkemåned. Der er Tekstile Bogdage på Biblioteket i Nordvest den 2. og 3. september med åbent tekstilværksted, bogstande og seminar for tekstile iværksættere, senere følger strikkefestivaler på Jegindø, Fanø og Knitwork i Kulturhus København.

Vi har varmet op til pindenes flugt over garnkurvene med ikke mindre end 133 emner i kategorien Strik – ca. to tredjedele er nye titler. Blandt de mange nye er nogle ret skønne gamle sager. Blandt andet en del originale strikkehæfter fra 1950’erne – men også nyere fund som fx en 160 siders strikkebibel på tysk og den forrygende Knitwear in Fashion. God fornøjelse!


15
dec 16

Nyt på strikke- og hæklehylderne

14_strikkeboeger-december-2016_

Det er lige nu koldt nok til, at strikkede huer, vanter, strømper og pandebånd giver mening – og sådan en titel har vi nu i gruppen med strikkebøger. Listen er netop opdateret – og blandt de nye titler er fx Helga Isagers “Strikketøj” og Mary Walker Philips’ klassiker om “Kreativ strikning“. Eller hvad med at være i god tid og drømme lidt om sol og sommer med Katrine Wohllebes spritnye “SAND – strik med inspiration fra stranden“?

Der er nok at dykke ned i på www.tex-antik.dk/strik – god fornøjelse!

Og pssst! – hvis ikke du har set det, så har vi også lagt nye bøger op om HÆKLING – dem finder du her: www.tex-antik.dk/haekling


01
sep 16

Så er vi klar til at løfte sløret –

– for alle godterne på TEX-antiks stand på Strik Bornholm. Her er standen som vi i dag har bygget op i Nordlandshallen, klar til de næste tre dage. Kom og se den, når afdækningen er fjernet, lys-guirlanderne er tændt, og der er liv i hallen. Vi glæder os!

Der er åbent fredag 9–19, lørdag 9–18 og søndag 9–14. Se mere her.

strik-bornholm-2016

bornholm-2016-annonce


21
apr 16

Nyt på strikhylden

14_strikboeger_april2016_

Så er der nyt på STRIK-hylden. Omkring 40 nye titler er netop lagt på – og der er nogle rigtig gode bøger imellem. Som vanligt spænder emnerne fra det historiske og eksperimenterende til rene opskriftssamlinger til store og små. Det sjove er de tidens vingesus, der fornemmes ved at kigge nærmere på udgivelsesårene. Nogle går mere end 100 år tilbage, mens andre trækker på retrooplevelsen fra 1960’erne og frem.

Se de mange striktitler på: www.tex-antik.dk/strik

 


23
mar 15

Strik, strik, strik!

Strikker du? Så er der masser af nyt at se på i gruppen med strikkebøger, som netop er opdateret. Hele 82 titler er der nu i oversigten – og af dem er mere end halvdelen nye på listen. Der er bøger både for den historisk interesserede samler, for nybegynderen og for den øvede strikker med lyst til at eksperimentere. Herunder er et lille udpluk, der viser variationen – find dem sammen de øvrige nyheder under Strik. God fornøjelse!


 

Svensson_Formgivarnas-Stickbok_
Inez Svensson: Formgivarnas stickbok (135 s). Herlig samling af designere og modeller. I alt 20 bidrag fra nogle af Sveriges bedste strikkere. Dertil en god intro og et fint teknikafsnit. På samme tid 80’er retro og helt aktuel. ICA 1986.

.

Beyers_Kunst-Strikning_Hefte-III–
Beyers: Kunst-Strikning – Hefte III (36 s + diagrammer). Her præsenteres såvel borter og mønstre som en række modeller, der kan fremstilles i kunststrikning. Oehlenschläger 1927.

.

Blidell_Strikketoej_
Lena Blidell: Strikketøj (68 s). Målgruppen er store tøser fra omkring 14 år og opefter. Modellerne er enkle og lette at variere. Et godt sted at starte. Olivia 2003.

.

DMC_Die-ABC-des-Strickens_
Das ABC des Strickens (20 s). Antikt lille hæfte med 17 herlige illustrationer af mønstre og arbejdsgange. Et sandt samlerobjekt. (Tysk tekst). Bibliothek DMC, ca. 1910.

.

Johns_Nem-strik-til-babyer_
Susie Johns:  Nem strik til babyer – 25 dejlige modeller for 0-3 år (112 s). I fem skønne kapitler forsynes enhver potentiel mama med ideer til super sødt og anvendeligt babytøj. Cico Books 2010.

.

Bøgerne herover og mange andre bøger om strik finder du i gruppen Strik i menuen til højre.