Kategori: Nyheder

Lidt af et tilfælde

For et par år siden var min ældste datter og jeg på genbrugstogt i forskellige butikker. I en af dem faldt jeg over en ret speciel pude med en broderet frø, der på en gang forekom mildt kitschet og vildt flot. Stor, overdådig og med et væld af grønne farver. Den kom med hjem. I lang tid derefter forsøgte jeg at finde ophavet til motivet. Men uden held.

Da jeg så for nylig var i gang med at registrere nye titler til gruppen med broderi her i TEX-antik.dk dukkede frøen op igen. Den var gengivet og beskrevet med tilhørende mønster hos Hugh Ehrmann i bogen Skønne Broderier, udgivet af Borgen i 1996. Lidt sjovt, at der kan trækkes en linje 25 år tilbage ved hjælp af lige netop en broderet frø – der i øvrigt viste sig at være tegnet af Kaffe Fassett.

Skønne Broderier indeholder et væld inspirationskilder, bl.a. indiske mønstre, fugle, blomster og romerske mosaikker, efterårsfarver og gamle blomstermotiver. Du kan finde Ehrmanns bog på siden med broderi – hvor der naturligvis også er et hav af andre bøger med lige så høj inspirationsværdi.

Fortællingen er også et meget godt eksempel på, hvorfor jeg ikke altid er lige hurtig til at få nye titler ind på hylderne. Der er simpelthen for meget spændende indhold i de mange bøger. Senest har jeg arbejdet mig igennem nogle spændende bøger i grupperne vævning, diverse teknikker og tekstilkunst. God fornøjelse!

.

Tekstiler ude i virkeligheden

Annette Graae: “Havet”. Skulptur i bemalet træ, fiskenet og kobbertråd, 30x30x80cm. Foto: Finn Brasen

.

Ser pludselig, at der er smuttet et halvt år uden at jeg har fået skrevet et eneste nyhedsbrev. Egentlig lidt sjovt, for der er sket ganske meget på den tekstile front, men indimellem løber kalenderbladene løbsk, mon ikke de fleste kender til det.

Nu er der til gengæld indtil flere gode grunde til at skrive. Særudstillingen Textile Rytmer, med værker af ikke færre end 9 aktive tekstilkunstnere, er åbnet på Masnedøfortet ved Vordingborg. Det er sket i sammenhæng med Sommerudstillingen MSØ21, hvor der også i år deltager en god håndfuld professionelle tekstilkunstnere. Se alle navnene på www.sommerudstillingen.dk

Lige om lidt – lørdag den 3. juli – åbner udstillingen Højvande i Bønnelyches Pakhus i Nysted på det sydlige Lolland. Det sker med værker af 17 kunstnere, hvoraf jeg selv er med som det eneste textilt arbejdende medlem af Kunstnersammenslutningen Det blå Tårn. Også her er der et flot program med bl.a. et foredrag den 8. juli af Christine Marstrand om kvindelige malere i Norden på Strindbergs tid. Se mere i programmet herunder eller på www.det-blaa-taarn.dk.

Sidste lille info i denne sammenhæng gælder bøgerne – nemlig i kategorien tekstilkunst, hvor er lykkedes at få Tekstilkunst i Danmark 1998-2008 hjem på hylden. Så nu kan alle fire udgaver fås i den lille bogbiks.

Rigtig god sommer.

 

Fokus på de tekstile værdier

Lørdag den 26. december havde Politiken et tema om de positive effekter ved strik og andre tekstile udfoldelser. For strikkere og andre håndarbejdsfolk kommer det næppe som en overraskelse. Men noget af det, jeg blev glædeligt overrasket over, var meldingen om, at de gamle håndværk bedrives blandt alle aldersgrupper og med mange formål.

Her i TEX-antik har vi fået mange nye titler ind og vil foreslå et kig på bl.a. strik og ikke mindst overflødighedshornet i K-grupperne, der tæller 16 emner inden for kunst, kunsthåndværk og kogekunst.

Rigtig godt nytår –
Lisbeth

Tekstilt særarrangement i Hobro aflyst

Særarrangementet “Vis mig … Tekstil mangfoldighed”, der skulle have været afholdt på lørdag 7. november i Kunstetagerne i Hobro, er desværre aflyst på grund af corona. Udstillingen “8-fold Tekstil Kunst I Hobro” er dog fortsat åben og kan ses i Kunstetagerne til og med 30. januar 2021. Se mere info om udstillingen på kunstetagerne.dk eller se udstillingens onlinekatalog på bit.ly/8-fold

På udstillingen vises værker af otte danske tekstilkunstnere: Bettina Andersen, Anne Birgitte Beyer, Jenny Hansen, Kit Kjærbye, Mette Rix, Ann Sloth, Kissa Tindal og Helene Vonsild. Alle er optaget i bogen “Tekstilkunst i Danmark 2008-2018“, der udkom på Forlaget på Tredje i 2019. Bogen kan naturligvis købes her i TEX-antik – find den i emnegruppen Tekstilkunst.

Fang farverne …

Jeg er så heldig at have et arbejdsværelse med udsigt til mange løvfældende træer. Netop nu, her sidst i oktober, skifter de farver fra dag til dag – nogle gange kan det opleves, som om det sker fra morgen til aften. Ved det mindste vindpust sendes en lille hvirvelvind af blade ud over græsset, så der dannes overraskende gitre og mønstre.

Når jeg kigger mig omkring på hylderne, får jeg øje på nogle af de bøger, der må være inspireret af netop efterårets farver. Gruppen Farve og tryk er et naturligt førstevalg, men også i Broderi er der nogle gode bud på hvordan farverne kan indfanges. Endelig er der i vores nyeste grupper “Kager, kunst og kærlighed” et godt bud på en efterårssyssel – nemlig Markus Grigos bog om desserter fra Søllerød Kro.

God fornøjelse!

.

Glæden ved gamle nyheder

Det er min oplevelse, at stadig flere udøvere af håndarbejde – og det uanset teknikken – efter nogen tid som praktikere bliver nysgerrige i forhold til deres særlige områdes historie. Kniplerne får lyst til at kniple stadig sværere gamle mønstre. Væverne genopdager skønheden i klassiske bindinger og mønstre, mens brodøserne udfordrer hinanden på tværs af alder og udtryk. I de tre grupper, knipling, vævning og broderi arbejder jeg på, hele tiden, at få lagt nye gamle titler ind. God fornøjelse.