Tag: stolebetræk

Lidt af et broderet fund

Ved et tilfælde kørte jeg for nylig forbi et lille nøjsomt skilt med ordet “Lopper”. Det må tjekkes, tænkte jeg, og få minutter senere sad jeg i det her brag af en broderet stol, I kan se på billedet:

 

Det kan godt være, at der er lidt stilforvirring i det her møbel. Men broderiet er da vildt.

 

Hvor stolen kommer fra, hvor den har stået tidligere, eller hvem der har broderet mønsteret, har jeg ingen anelse om. Men det er da et møbel, der giver nogle fine muligheder. Stolen er bred nok til, at der kan strikkes i den. Siddekomforten inviterer til broderi, mens det sammensatte mønster kan inspirere til udvikling af nye motiver – måske strikkede, broderede eller applikerede.

Efter at have kigget på stolen et par dage, har jeg fornemmelsen af, at den rækker langt ind i grupper som Broderi, Farve og tryk eller Mode og historie. Det kan blive lidt af en skattejagt. God fornøjelse.

 

Indrømmet, jeg kommer nok til at reparere nogle af de mest slidte partier. Men det gør faktisk ikke noget. Uldgarner til stramajbroderi føres jo i en overdådig farvepalet, så det skal nok lykkes …

 

Mønsteret set tæt på. Og nej: jeg har desværre ikke en mønstertegning af det meget fine arbejde, som en eller anden har skabt, måske på fri hånd.