Tag: X-fiber

Tekstil sommer lige om hjørnet

Det kan godt være, at mit kunstneriske tunnelsyn ikke opfatter ret meget andet end tekstil – men der er altså nogle forrygende begivenheder af tekstilt tilsnit på vej hen over sommeren:

Greve Museum har netop ferniseret udstillingen “EdderBrodereMig” hvor en håndfuld inviterede brodeuser udfordres af jurerede deltagere. Flot initiativ, der kan ses frem til januar 2020.

På Sydhavsøernes store årlige kulturbegivenhed “Lys over Lolland” vises ikke mindre end 17 store gobeliner fra Les Gobelins i Paris. Udstillingen kan ses 16.-25. august på Sukkerfabrikken i Sakskøbing.

Og lige om et øjeblik åbner “X-fiber 2019” som en særudstilling med deltagelse af 11 tekstilkunstnere i forbindelse med Sommerudstillingen på Masnedø Fort ved Vordingborg. Der er fernisering torsdag den 27. juni kl. 16-18. Og nok så vigtigt, når kalenderen alligevel er fremme: Der er “Tekstil Matiné” en måned senere, lørdag den 27. juli kl. 12.30-16, hvor alle er velkomne. Programmet er indsat herunder, og du kan se mere her: www.sommerudstillingen.dk

I den lille bogbiks er der fortsat masser af tekstil inspiration, fx i grupperne Broderi, Vævning og Tekstilkunst. Rigtig god fornøjelse.