Lørdag den 26. august markeres Årets Knipledag rundt om i hele Danmark. Der vil være rig lejlighed til at møde erfarne kniplere og til at høre om det smukke gamle håndværk. Det markerer vi her i TEX-antik.dk ved at præsentere omkring 70 helt nye og “gamle” titler i emnegruppen Knipling, knytning og orkis
Læs mere om Kniplingens Dag og se oversigten over de mange steder rundt i landet, hvor der er arrangementer i dagens anledning, på knipling-i-danmark.dk
Så er der nyt i emnegruppen med udgivelser fra Haandarbejdets Fremme – blandt andet en stribe kalendere, som vi ikke tidligere har haft hos TEX-antik. I skrivende stund nærmer vi 2018 – hvor det er 90 år siden, at Selskabet til Haandarbejdets Fremme blev stiftet. Historien bag findes blandt andet i Anne Marie Petersens smukke bog: “60 år i tråd med tiden under tre dronninger” fra 1988. Vi tager forskud på jubilæet, sjovt nok med 89 titler i gruppen – måske vi når at runde de 90 inden længe. God fornøjelse.
Så er der endnu en gang kunsthåndværkermarked på Frue Plads i København, arr. af Danske Kunsthåndværkere og Designere. Denne gang i en ny opstilling pga gravearbejde foran universitetet, men ikke desto mindre med deltagelse af flere end 100 aktive kunsthåndværkere fra hele landet. Flot tradition, der går tilbage til 1983. Markedet på Frue Plads åbnede i torsdags og lukker i dag lørdag kl. 16.
TEX-antik sender en hilsen til de aktivt udøvende på Frue Plads og minder om, at vi har bøger om kunsthåndværk og med kunsthåndværkere i flere grupper. Tjek fx kategorierne broderi, tekstilkunst og vævning. Mens der i de 17 tekstile grupper primært er delt op efter teknik, er der i vores K-grupper også masser af titler om kunsthåndværk af mange slags i fx monografier, kataloger samt selvfølgelig i gruppen – kunsthåndværk. God fornøjelse!
Det er ret sjovt, som september efterhånden har udviklet sig til lidt af en strikkemåned. Der er Tekstile Bogdage på Biblioteket i Nordvest den 2. og 3. september med åbent tekstilværksted, bogstande og seminar for tekstile iværksættere, senere følger strikkefestivaler på Jegindø, Fanø og Knitwork i Kulturhus København.
Vi har varmet op til pindenes flugt over garnkurvene med ikke mindre end 133 emner i kategorien Strik – ca. to tredjedele er nye titler. Blandt de mange nye er nogle ret skønne gamle sager. Blandt andet en del originale strikkehæfter fra 1950’erne – men også nyere fund som fx en 160 siders strikkebibel på tysk og den forrygende Knitwear in Fashion. God fornøjelse!
Så er der nyt i hele to grupper på TEX-antik: Dels i Hækling – hvor vi nu bl.a. har Lis Paludans 80’er-klassiker Flerfarvehækling, dels i gruppen med de beslægtede teknikker Knipling, knytning og orkis. Blandt de nyeste titler er også velholdte udgaver af Knipling efter tegning (Johanne Nyrop-Larsen) og Knipling efter tegning 2, Tønderknipling (Charlotte Rud, vist herunder) – komplet med prikkebreve og arbejdstegninger.
Klik på linkene i teksten (eller på billederne) for at se, hvad der ellers gemmer sig af gode sager i kategorierne – eller vælg fra menuen øverst eller til højre på hjemmesiden. God fornøjelse!
Ét er at få styr på nye bøger til de enkelte grupper, noget ganske andet er, når der pludselig viser sig en overraskende sidegevinst. Fx opdagede jeg, under opdateringen af siden med titler fra Håndarbejdets Fremme, at to markante stoftrykkere begge har designet for HF. Det handler om Gudrun Stig Aagaard (1895-1986), der først var uddannet væver og siden stoftrykker med eget trykværksted (1928). Hun samarbejdede med HF i mange år, bl.a. om nogle strikkeopskrifter, hvoraf vi har fået nogle stykker ind fra 1964.
Dertil kommer Ruth Christensen (1918-2007), uddannet i stoftryk ved Kunsthåndværkerskolen i København med afgang i 1950. Hun stod i sin tid for designet til Årets Korssting 1970, hvor temaet var Zoologisk Have. Hun er desuden forfatter til bogen Stoftryk, der findes i gruppen Farve og Tryk. Verden hænger sammen. Herligt.